Mad til rigtige mænd
Det er nu engang lækkert med store bøffer, sovs til kartoflerne og smør på brødet. Fed mad smager godt. Men sund mad kan smage lige så godt. Sundhed er ikke et spørgsmål om at forsage bøfferne, sovsen og kartoflerne. Små justeringer kan gøre dine livretter sunde.
Mænd er tit mere tiltrukket af kød end af grønsager - med mindre de ligger ved siden af en bøf.
Vi ved ikke, hvorfor kød virker mere tiltrækkende på mænd. Men det er vigtigt at erkende sine lyster. Opskrifterne - der er fra kogebogen "Mad til rigtige mænd" - er udviklet, så de tilfredsstiller mænds trang til kød på en appetitvækkende og sund måde. Når du kan blive ved med at spise kød, bliver det nemlig lettere at spise flere grønsager samtidig.
Opskrifterne er udviklet, så de passer til den slags mad, mænd bedst kan lide. Vi håber, at du vil opleve, at det ikke kun er fed mad, der er appetitvækkende.
God appetit!