Hjerteforeningen

Gem side | Send | Print | Del

Måling af blodtryk

Af Hjerteforeningen. Sidst opdateret 11.06.2010

Når man måler blodtrykket, er det i virkeligheden blodets tryk mod pulsårens væg, man måler. Jo hurtigere blodet strømmer igennem pulsåren, desto højere bliver trykket på væggen.

Blodtrykket måles ved at pakke overarmen ind i en manchet, som pustes så meget op, at blodet ikke kan løbe igennem. Derefter lukkes luften langsomt ud af manchetten. Imens lytter lægen til blodårerne under manchetten med et stetoskop, samtidig med at han holder øje med, hvor højt trykket er i manchetten.

Når trykket er så lavt, at hjertet kan presse blod gennem blodåren, kan lægen høre pulsen i stetoskopet. Trykket i manchetten svarer nu til det systoliske blodtryk.

Luften fortsætter med at sive ud af manchetten, og på et tidspunkt ophører pulslyden i stetoskopet. På dette tidspunkt svarer trykket i manchetten til det diastoliske blodtryk.

Blodtrykket svinger i løbet af et døgn.
Når du anstrenger dig fysisk gennem arbejde eller motion, når du tager et koldt styrtebad eller bliver ophidset, stiger blodtrykket.
Blodtrykket falder, når du slapper af, og det er lavest, når du sover.

Derfor skal blodtrykket almindeligvis måles, efter at du har hvilet 5-10 minutter.
Det kræver flere målinger over en periode at fastslå, om blodtrykket er for højt.

Der kan eventuelt være behov for, at du får lavet en døgnblodtryksmåling, hvor et apparat måler dit blodtryk flere gange i løbet af et døgn hjemme i vante rammer.