Blodprøver

Blodets indhold undersøges for forskellige stoffer, der kan afsløre hjertets tilstand

Ved en blodprøve udtages blod fra en vene. Vener er de blodårer, som fører blodet tilbage til hjertet. Formålet med en blodprøve er at undersøge blodets indhold af forskellige stoffer - fx enzymer eller hormoner. Blodprøve-svarerne indgår i lægernes vurdering af, hvad der eventuelt kan være galt med hjertet.     

En blodprøve tages ved, at der føres en hul nål gennem huden og ind i en vene, der ligger lige under huden. Nålen indgår i et lille lukket system og de glas, som blodet udtages i er lufttomme. Når et glas kobles sammen med nålen vil undertrykket i glasset suge den rette mængde blod ud i glasset. 

En blodprøve tages som regel i albuebøjningen, hvor flere større blodårer ligger lige under huden. Der kan være ubehag forbundet med, at nålen stikkes gennem huden, men derefter er en blodprøve ikke forbundet med ubehag. I princippet kan en blodprøve tages fra enhver blodåre i kroppen.  

Der er mange forskellige stoffer, som kan analyseres i blodet. De mest almindelige er hjertemuskel-proteinet troponin, der findes i flere former og enzymet CK - særligt undergruppen CK-MB. Disse prøver anvendes især i forbindelse med undersøgelse af en person, der har symptomer på en blodprop i hjertet. Koncentrationen af disse stoffer i blodet viser, om der er sket skade i hjertemusklen.

bliv medlem gratis