Kost og AK-behandling
Nedenstående anbefalinger er udelukkende rettet mod patienter i behandling med præparaterne Marevan eller Marcoumar
Formålet med AK-behandling (antikoagulerende medicinsk behandling) er at nedsætte blodets evne til at størkne for at forebygge blodpropper.
Blodets evne til at størkne måles ud fra en blodprøve som viser blodets INR-værdi. Det skal ligge mellem 2 og 3.
Læs mere om behandlingen under Antikoagulerende medicin
K-vitamin øger blodets evne til at størkne. AK-medicin hæmmer virkningen af K-vitamin, hvilket betyder at blodet ikke størkner lige så let, som det plejer. Det betyder også, at hvis man indtager store mængder K-vitamin, kan det påvirke INR-værdien.
K-vitamin findes typisk i grønsager, og det er vigtigt, at man spiser en varieret og jævn blanding af grønsager hver dag, så INR-værdien holdes nogenlunde stabil. På den måde skal man ikke hele tiden have justeret sin medicindosis.
Nogle grønsager er der mere K-vitamin i end andre, og Hjerteforeningen anbefaler derfor, at man højst spiser 100 g om dagen af nedenstående grønsager:
- spinat
- broccoli
- rosenkål
- grønkål
Persille, purløg og korianderblade indeholder også meget K-vitamin, men kan sagtens bruges som drys og i dressinger, da man oftest kun spiser få gram af det.
Nogle grønne urter og blade, der anvendes i asiatisk mad, indeholder også meget K-vitamin, fx asatsukiblade, som anvendes til sushi.
Andre mad- og drikkevarer, der har et højt indhold af K-vitamin er:
- kikærter
- sojaolie og sojaprodukter
- tang
- grøn te (du kan drikke tre krus om dagen)
Hvis du gerne vil spise en større mængde af de K-vitaminrige grønsager og madvarer, skal du gøre det i nogenlunde samme mængde hver dag, så medicinen kan justeres derefter.
Du skal også være opmærksom på dit indtag af avocado. Hvis du en dag eller i en periode spiser store mængder avocado, kan dette påvirke din INR-værdi. Man ved ikke helt præcis, hvad det er i avocado, der påvirker INR-værdien, men spiser du avocado i små mængder, bør det ikke have nogen betydning.
Alkohol
Alkohol er blodfortyndende. Et alkoholindtag på mere end 3 genstande dagligt kan have betydning for AK-behandlingen og frarådes derfor.
Naturlægemidler og kosttilskud
Mange former for alternativ medicin kan virke blodfortyndende – også uden at have indflydelse på INR-værdien. Du bør altid tale med din læge omkring naturlægemidler og kosttilskud, hvis du skal starte AK-behandling eller er i AK-behandling og vil begynde eller stoppe med at tage naturlægemidler og kosttilskud.
Vægttab
Hvis man ønsker at tabe sig eller tage på i vægt, bør dette foregå i samråd med lægen, da større kost- og vægtændringer kan påvirke AK-behandlingen.
Se Hjerteforeningens folder AK-behandling - når blodet skal fortyndes her (pdf)